Han er lige blevet dansk mester med FC Midtjyllands U19-hold, og i dag har den tidligere BMI Fodbold-spiller Christian Tue opnået endnu et stort fodboldmål: Han har netop underskrevet en fuldtidsprofessionel seniorkontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2023.

Christian Tue begyndte som ganske lille dreng at spille fodbold i BMI, hvor han var en del af den meget talentfulde 2000-årgang, som blandt andet oplevede i 2010 at vinde over Barcelona og dernæst vinde hele turneringen ved Aarhus Football Festival.

Kan sparke med begge ben

Christian Tue har spillet i FC Midtjylland, siden han var 13 år, og siden han var 15, har han været en del af akademiet. I en artikel på FC Midtjyllands hjemmeside i forbindelse med kontraktunderskrivningen siger Christian Tue om sine evner på fodboldbanen:

– Jeg kan sparke med begge ben, og det er generelt mine tekniske sparkefærdigheder, jeg drager fordel af på banen. Herudover har jeg øje for at finde de rigtige rum i banen og skabe gode offensive situationer for mit hold.

Stolt far og formand

Lars Jensen, der er formand i BMI Fodbold, er far til Christian Tue, og han er utroligt stolt over det, som sønnike har opnået:

– Fuldtidsprofessionel fodbold spiller hos de ny-kårede danske mestre er stort, så jeg er virkelig en stolt far. Men som BMI’er er jeg faktisk  endnu mere stolt over, at Christian tog sine første fodbold støvler på i BMI Fodbold som 5 årig.

Læs artiklen om Christians kontrakt på FC Midtjyllands hjemmeside ved at klikke her