Intet har været helt som det plejer i denne sæson. Takket være flotte indsatser af en række medarbejdere, er vi lykkedes med næsten at bevare BMI Svømnings sædvanlige aktivitetsniveau. En af de nye ildsjæle er Hannah, og hun har et ganske vigtigt job.

Du har formentlig set hende. Hannah Breinholt bevæger sig nemlig rundt både i omklædningsrum og svømmehal, og hvor end hun kommer, bliver det straks skinnende rent og virus-frit. Hun er en krumtap i den rengøringshjælp, der har gjort afviklingen af denne svømmesæson mulig.

“Jeg var kommet med i trænerfællesskabet BMI Akademi, hvor jeg så et opslag omkring noget rengøringshjælp til BMI Svømning. Det tænkte jeg egentligt lød meget godt, da jeg allerede tit var i BMI” fortæller Hannah på 14 år, der med én dags varsel trak i arbejdstøjet.

Hun er allerede et kendt ansigt i BMI Tennis og vi sætter stor pris på, at hun nu også slår sine folder i BMI Svømning.

Struktureret rengøring af flader og et tryk for meget

Når der ingen andre er i vores omklædningsrum, vil Hannah typisk være der. Hun sikrer, at der mellem hvert hold bliver gjort rent på alle flader, og på den måde bliver gjort klar til, at de næste svømmere trygt kan færdes hos os. 

En enkelt gang var det dog ikke kun selve omklædningsrummet, der blev vasket af.

“I starten havde jeg en ret sjov oplevelse. Jeg kom til at trykke lidt for hårdt på knappen til bruseren, da den skulle tørres over, hvilket medførte at jeg blev helt våd”, fortæller hun med et smil.

En del af flokken omkring bassinet

Når omklædningsrummene er rengjorte, fortsætter Hannah arbejdet i selve svømmehallen. Her bliver alle redskaber, vinger, bælter og meget andet vasket af. Det er en helt ny verden for Hannah, men ikke desto mindre en spændende en af slagsen.

“Både instruktører og medhjælperne har været rigtig gode til at sætte mig ind i, hvordan tingene bliver gjort. Jeg kan altid spørge, hvis jeg er i tvivl om noget. De er en af grundene til, at det er et godt sted at arbejde”, fortæller hun og fortsætter: “Efter jeg har brugt så meget tid i svømmehallen, tror jeg også, at min svømmelyst er blevet større. Jeg har endda fået en del svømmetips af dem”.

Vi byder i hvert fald Hannah hjerteligt velkommen i klubben – både som rengøringshjælp og måske kommende svømmer?