I august 2024 er der igen-igen den fedeste håndboldskole i BMI – for børn født 2011-2015

Igen i 2024 arrangerer BMI håndboldskole, som vi har gjort det i mindst 15 år. Og vi trænere og ledere satser på, at der i 2024 bliver mindst lige så mange fede oplevelser for glade håndboldbørn som i sommeren 2023. Det var sådan set en fest at være med til – og der var mange gode tilbagemeldinger fra børn og voksne under og efter håndboldskolen.

Ligesom i 2023 kører håndboldskolen over fire dage: Torsdag-søndag 1. – 4. august fra kl 9-15 hver dag.

Det er for den efterfølgende turneringsæsons årgange i U9, U11 og U13, dvs børn født i 2011 – 2015. Vi regner med at have plads til mindst 100 børn.

Tilmeldingen åbner 1. februar, og det koster 850 kr for alle fire dage. For den pris får man bl.a. en deltagerpakke bestående af en PUMA håndboldskole-t-shirt og -shorts, en kvalitetsbold fra Select, en drikkedunk, drikkejuice hver dag, samt diverse andre produkter. BMI supplerer med gratis frugt hver dag, og vi tilbyder som sædvanlig tilkøb af frokost hver dag, så I forældre slipper for madpakke “bøvl”.

 

SÅDAN FOREGÅR BMI’S HÅNDBOLDSKOLE

Og hvis du ikke lige har haft barn med på BMI’s håndboldskole, er her en kort beskrivelse: Vi er en del af håndboldforbundets koncept. Dvs at tilmelding, deltagerpakke, betaling m.m. kører via forbundet (Dansk Håndbold). For os arrangører betyder det også, at vi kan trække på diverse materialer og ressourcer i forbundet.

På selve håndboldskolen er det erfarne BMI-trænere, der står for aktiviteterne. Ofte er der også spillere/trænere fra ligahold som gæstetrænere.

Vi afvikler håndboldskolen i Egelund Idrætscenter mellem Beder og Malling. Her har vi adgang til to idrætshaller, beachbane, svømmehal, kunsstofbane, græsbaner, café-område m.m.

Vi laver ikke kun “håndbold-ting”. Der er ofte også cross fit, diverse lege og konkurrencer samt beach håndbold på programmet. Og måske får vi adgang til svømmehallen, så børnene på skift kan få en dukkert en af de sidste dage.

Vi gør rigtig meget ud af, at børnene er åbne over for hinanden, og at de bidrager til, at der etableres gode relationer og at alle så vidt muligt har de bedste oplevelser de enkelte dage. Derfor  er vi også meget opmærksomme på de børn, der kommer fra andre foreninger end BMI.

Hvis der er noget, du har spørgsmål til, er du meget velkommen til at kontakte håndboldskole-
koordinatoren i BMI.

BMI’s håndboldskolekoordinator:
Jan Dyberg, mob 23697306
Mail: mr.jan.dyberg@gmail.com