Ambitiøs satsning fra BMI har fostret hele to nye svømmehold hos BMI Svømning, der vil give helt nye muligheder for at komme ud og svømme i morgentimerne.

Fremadrettet skal du om tirsdagen ikke vente længe, fra du står op, til du har mulighed for at få en frisk svømmetur i Egelund Svømmehal. BMI Svømning er nemlig klar med svømmeholdene “Morgenfriske svømmere” og “Strandløvernes vandkamp og vandmotionshold”.

Begge svømmehold starter tirsdag den 14. april og fortsætter indtil sæsonafslutningen før sommerferien, der for disse to hold først er tirsdag den 23. juni.

“Morgenfriske svømmere”

Tirsdag: 8.00-9.00: TILMELD HER
Her kan du svømme i eget tempo og i din foretrukne stilart. Alle kan altså være med. Hvis du har behov for undervisning og tilretning af forskellige stilarter, er svømmetræneren klar til at hjælpe dig i gang med at svømme eller og til at komme videre i din svømmeudvikling.

Formålet er at forbedre din kondition og svømmestil med en ugentlig svømmetime og sparring med en instruktør. Der vil efterfølgende være mulighed for caféhygge med holdets svømmere i Café Klubånd. 

Og har du efter en times morgensvømning lyst til at supplere med en gåtur, kan du gøre det med gågruppen, der hver tirsdag mødes i Café Klubånd kl. 9.00.

“Strandløvernes vandkamp og vandmotionshold”

Tirsdag: 9.00-10.00:  TILMELD HER
Strandløvernes vandkamp og vandmotionshold er et hold med styrkende vandmotion, sammenhold i vandet og med fællesskab i Café Klubånd efter tiden i bassinet. Her får du mulighed for at komme i form, grine og træne sammen med andre vandglade strandløver, der også er motiveret for at komme op af sofaen og i gang. Vores svømmetræner planlægger forskellige aktiviteter, der er udfordrende for alle niveauer – fra nybegynderen til den habile svømmer. Formålet er at få sved på panden, vand i håret og smil på læben.

God støtte fra BMI, DGI og Aarhus Kommune

De to nye svømmehold er kommet til verden som en del af BMIs projekt “Kom og vær med”, der skaber initiativer og aktiviteter på tværs af BMI’s mange forskellige sportsgrene.

Både Aarhus Kommune og DGI Østjylland bakker op om projektet og har også økonomisk hjulpet projektet godt i gang.

Én af initiativtagerne er Anette Ulldall, som udover at brænde ihærdigt for at give flere 30+ og seniorer gode oplevelser med svømning og andre sportsgrene, også er en erfaren fysioterapeut. Hun har dermed det helt rette blik for at sætte gang i sådan et projekt, og det er vi BMI Svømning rigtig glade for at kunne nyde godt af.