I BMI Svømnings levetid er mange børn, unge og ældre hver uge kommet i Egelund Svømmehal. Særligt er det dog for Anne-Marie Holst, der er i gang med hendes 40. sæson uden afbrydelser.

Hver uge dukker Anne-Marie op i Egelund Svømmehal. Med målet om at svømme 1000 meter lægger hun fra land, men det er også vigtigt for Anne-Marie at være en del af fællesskabet og samværet med de andre på motionsholdet. Der skal være plads til begge dele, og sådan har det været for Anne-Marie i alle de år, hun har svømmet i BMI. Anne Marie har udover at svømme 1000 meter om ugen i 40 år, været med i udviklingen af BMI Svømning til at være den svømmeklub med de aktiviteter, den er i dag, Anne Marie har både været bestyrelsesmedlem og i en årrække også bestyrelsesformand.

Lang kø og stor opmærksomhed ved åbningen af Egelund Svømmehal

Anne-Marie var tilstede, da det hele begyndte i august måned 1978. Og den dag står stadig stærkt i erindringen hos hende:

”Mange havde i lang tid glædet sig til at få en svømmehal. Så da svømmehallen endelig åbnede, kan jeg huske, vi stod i kø helt ud på parkeringspladsen,” lyder det fra Anne-Marie Holst, når hun tænker tilbage på den første dag i BMI Svømnings historie.

For 40 år siden så svømmehallen ikke ud, som den gør i dag, men det var stadig et friskt pust til det nye Idrætscenter, der nu pludselig også havde et bassin at plaske i. Netop den mulighed var noget Anne-Marie havde set frem til længe.

”Jeg kan slet ikke undvære at svømme. Jeg lærte det allerede som barn i Frederiksberg Svømmehal i København. Mine forældre var ivrige svømmere, da de var unge, så det var nok derfor, de syntes, vi børn også skulle lære det. Det var ikke så almindeligt dengang. Derfor var det en fantastisk nyhed, da jeg første gang hørte, at der ville komme en svømmehal til Beder-Malling” siger Anne-Marie Holst, der stadig er lige begejstret for svømmeklubben i dag som for 40 år siden.

Motionsholdet var meget mere end at svømme baner

Det er også værd at nævne, at Anne-Maries medlemskab i samtlige 40 år har været det samme. Anne Marie har altid svømmet på det samme hold. Det var ikke helt tilfældigt, at det lige præcis skulle blive der, hvor hun vil tilbringe sin svømmetid.

”Jeg har altid kun gået på motionsholdet. Gennem årene var vi en del, som havde gået på samme hold og på den måde fået nogle relationer, især mens Kim og Annette havde cafeteriet og vi efter svømningen kunne spise sammen i cafeteriet Kim havde altid noget godt i gryderne, det gav et godt sammenhold på holdet,” fortæller Anne-Marie.

Gennem hendes mange år i klubben har hun også oplevet lidt af hvert. Særligt husk hun dog en aften, hvor der pludselig kom problemer i svømmehallen.

”Jeg var på vej i vandet, men så forsvandt alt lys.  Det var pludselig meget mørkt. Svømmerne i bassinet havde svært ved at finde kanten, men livredderen fik heldigvis alle sikkert op. Det var før mobiltelefonen var hver mands eje, i den er der jo masser af lys”, fortæller hun med et smil.

Frivilligt arbejde blev et nyt kapitel

En del af BMI Svømnings historie omhandler også de mange bestyrelsesmedlemmer, der gennem årene har sikret klubbens videre udvikling. Anne-Marie har i mange år været én af dem, også selvom det ikke på forhånd lå i kortene, det skulle blive sådan.

”Det var lidt tilfældigt, jeg kom med i bestyrelsen. Den daværende bestyrelse søgte efter nye kræfter, og jeg blev i den forbindelse spurgt og sagde ja. Jeg fik til opgave at styre voksenholdene, imens min gode bestyrelseskollega Frida tog sig af børneholdene, ” beskriver Anne-Marie.

Opgaven førte dog mere med sig, end hun lige umiddelbart havde regnet med. Løst den fik hun dog gjort, om det så krævede en ekstra indsats.

”Det var før, vi blev digitale. Så alt foregik over telefonen og på papir. Til august skulle medlemmerne møde op personligt og melde sig til. Folk stod jo langt ud på parkeringspladsen, nogle mere tålmodige end andre. Hvis der kom ventelister, var det så min og Fridas opgave at få plads til alle,” fortæller hun.

Det var et stort stykke arbejde, Anne Marie og Frida udførte. Det var med til at binde trådene sammen, så medarbejderne i svømmehallen altid havde opdaterede lister, men vigtigst af alt; de var med til at sikre, at der rent faktisk var medlemmer på holdene. Arbejdet var heldigvis ikke kun rent administrativt arbejde, og det medvirkede også til at Anne-Marie fortsatte i bestyrelsen i 14 år.

”Vi havde det hyggeligt og sjovt i bestyrelsen, og jeg fik gennem bestyrelsesarbejdet flere venner, som jeg er sammen med også i dag. På den måde blev mit engagement i BMI Svømning til mere end bare en fritidsaktivitet,” siger hun glad.