Glade mennesker i alle aldre var mødt op i Egelund Svømmehal, da det årlige klubmesterskab skulle afholdes. Også i år var klubmesterskabet et vellykket arrangement, hvor BMI Svømnings entusiatiske svømmere og medarbejdere deltog med godt humør, og hvor dagen handlede om at have det sjovt i bassinet.

Se billeder fra dagen

Spændte og motiverede ventede omkring 30 svømmere ved bassinkanten. Klokken havde netop slået 11, og ud fra højttaleren gjaldede startskuddet og præsentationen af dagens klubmesterskab. Svømmerne skulle tilsammen svømme 16 forskellige svømmediscipliner og -distancer, og der var meget at se frem til. De fremmødte svømmere var parate og fokuserede på det forestående, og rundt omkring bassinkanten var venner og familiemedlemmer mødt op for at heppe og sikre den gode stemning og den rette opbakning.

Suset gennem svømmehal bar svømmerne frem

Et hop adskilte venten på skamlen fra fuld fart fremad i bassinet. Der var plads til alle tempi, men det var tydeligt, at alle svømmere kæmpede bravt for at komme fremad hurtigst muligt. Der var mange tætte dueller, og der blev spurtet ekstra meget til sidst, når bassinkanten synes at være inden for rækkevidde.

Omkring bassinet vrimlede det dog med god støtte. De mange tilskuere fik vist deres heppe-talenter, hvilket skabte en herlig stemning i svømmehallen. Der blev klappet, hujet og råbt på livet løs. Det hørte svømmere, og mange kunne ikke lade være med at smile, når de oplevede den flotte lydkulisse på nært hold.

Tryghed i hinanden førte til gode resultater

Ved klubmesterskabet deltog svømmere i mange forskellige aldre. Blandt dem var Alba og Esmaralda, der begge er 9 år, og som stillede op i flere svømmediscipliner. De svømmer til dagligt på samme hold, og lige netop den detalje viste sig at være afgørende for dagens resultat.

“Det var dejligt og man følte sig mere tryg ved at svømme, når jeg vidste Alba også var med,” lyder det fra Esmaralda, inden Alba fortsætter, “Man turde at gøre mere, når man vidste, vi kunne støtte hinanden” fortæller hun.

I bassinet gik det stærkt for begge piger. Det blev heldigvis også til flere medaljer, men inden de blev hængt om halsen, havde der været mange overvejelser.

“Jeg var meget nervøs i vandet og tænkte egentlig mest på, om jeg nåede at komme i mål,” lyder det fra Esmaralda, der heldigvis nu godt kunne se tilbage på det hele med et stort smil.

Holdkapper blev igen en festlig del af BMI Svømnings klubmesterskab

Opdelt i hold med mange forskellige aldersgrupper og begge køn, lå det i kortene, at der nok skulle komme tryk på ved dette års afsluttende holdkapper. Mange havde vist interesse for at deltage – måske fordi det sidste år havde været rigtig sjovt. I år var ingen undtagelse, men også noget af en oplevelse for vores to unge deltagere.

“Det var sjovt, men også noget forvirrende med de mange mennesker” fortæller Esmaralda.

Bag skamlerne var det nemlig som en myretue, hvor folk hoppede i og kom op af bassinet hele tiden. Pladsen var derfor trang, men med brede smil og god opbakning klarede alle sig igennem.

Næste år kan vi forhåbentlig stille med lige så mange svømmere – og måske flere til. Sikkert er det i hvert fald Alba og Esmaralda skal med.

Se billeder fra dagen