Troen på det gode resultat er til stede for en af BMI Svømnings mange dygtige svømmere. Til marts måned skal det indfries, og hovedpersonen selv glæder sig.

Svømning kan være mange ting. For Victor Nejst er det blevet til både en sportsgren og et arbejde. Begge dele noget han nu gennem flere år har nydt godt af, og for BMI Svømning har det været en stor fordel – både sportsligt og kollegialt.

Nye eventyr i Ikast

I januar måned deltog Victor sammen med andre BMI svømmere ved Landsdelsmesterskaberne i Svømning. Her dystede de med andre Østjyske klubber og et af målene var at kvalificere sig til Landsmesterskaberne i Ikast, som afholdes i marts måned. Her viste Victor storform og sikrede sig en plads.

“Jeg syntes at det var super hyggeligt at være sammen til stævne, og der var også en mega god stemning,” lyder det fra Victor om oplevelsen ved Landsdelsmesterskaberne.

Forude venter en ny udfordring, endnu flere tilskuere, større konkurrence og et toptunet svømmebassin. Victor var det eneste BMI-svømmer, der kvalificerede sig til Landsmesterskabet i år, så Victor skal afsted alene. Det har Victor allerede tænkt nøje over.

“Mest af alt har jeg forventningen af at slå mine tider, men også at komme til at lære svømmere fra Solbjerg Svømmeklub af kende. Dem skal jeg nemlig følges med til Ikast,” lyder det fra Victor med et forventningsfuldt smil.

Fællesskab er gennem årene blevet fremhævet af næsten alle svømmere, både i BMI og andre steder i landet, som en af de vigtigste ting ved sporten. Ved dette års LM ser Victor nogle nye muligheder i netop den boldgade, hvor han skal lære Solbjergs svømmere bedre at kende.

Godt humør giver glade svømmere

Når Victor ikke træner op til LM, er han også en fast del af BMI Svømnings medarbejderstab. Børn har hver uge gavn af hans svømmekundskaber og evne til at lære fra sig, men de omgivelser han arbejder i smitter også af på hans positive attitude på svømmeholdene.

“Fællesskabet herude gør det rigtig hyggeligt at komme på arbejde og være sammen med mine kollegaer, “ fortæller en glad Victor, der hver uge er med til at lære børn at svømme.

Selv vil han da gerne også blive en endnu bedre svømmer. Den viden, han tilegner sig der, kommer hans egne svømmere til gode, og hvem ved, om de måske endda også en dag får mulighed for at heppe på ham?

“Jeg vil rigtigt gerne prøve at svømme til et stort stævne som Landsmesterskabet og også gerne til OL, når jeg bliver større,” fortæller Victor, og dermed kan alle Fællesbladets læsere godt sætte kryds i kalenderen i 2024 når Paris er vært for de Olympiske Lege, og vi alle sammen skal heppe på vores lokale svømmer.