BMI Svømning fik en dag med hele 54.800 svømmemeter og lige så mange smil og gode øjeblikke.
“Det var virkelig en ‘stor’ og mindeværdig svømmedag i år,” fortæller formand for BMI Svømning, Michael Kaas Christensen.
Det startede med sol ind i svømmehallen og aktivitet blandt klubbens frivillige fra morgenstunden. Det hele skulle gøres klar, banetovene blev sat i, og der blev øvet afkrydsningsteknikker, så alle de mange svømmemeter kunne tælles effektivt.
Det var nemlig igen tid til “Den Store Svømmedag”. Et arrangement, der foregår landet over, og hvor målet er at se, hvor mange svømmemeter den enkelte klub kan tilbagelægge på 6 timer, når svømmeklubber over hele landet åbner dørene og byder alle velkomne i vandet. BMI Svømning håbede også på, at der ville blive tilbagelagt mange meter i vandet, men det var alligevel endnu vigtigere, at bassinet ville blive fyldt med mange glade svømmere i alle aldre. Og det blev virkelig en dag, hvor bassinet summede af liv og glade dage fra kl. 10 til kl. 16.
Fuld fart over feltet fra morgenstunden
Der mødte mange op allerede fra kl. 10 hvor det hele startede, og i en jævn strøm henover dagen kom der mange svømmere i alle aldre forbi.
Der var stor svømmeaktivitet i bassinet og masser af fokus fra kanten, hvor der både blev holdt øje med svømmerne, men også talt alle deres svømmemeter.
Selvom det fortsatte med at være fantastisk vejr udenfor, valgte mange ikke desto mindre at svinge forbi svømmehallen. Nogle til en kort og hyggelig svømmetur. For andre blev det også hyggeligt, men til en del tusinde meter.
Julian blæste bassinet omkuld
Der var en helt særlig præstation ved dette års “Den Store Svømmedag”. Julian på 12 år tog sagen i egen hånd og formåede inden dagen var omme at kunne skrive hele 6.100 svømmemeter på CV’et. En kæmpe bedrift og et endnu større smil på personen selv, da han kom op af bassinet.
“Stemningen var dejlig og hyggelig. Der var god opbakning. Det var også rigtig hyggeligt, at mine brødre og nogle af mine venner var henne for at se mig svømme” fortæller han.
En ting var, at han svømmede særdeles mange meter, men derudover var han også den af de 91 deltagere som svømmede den længste distance. Han blev ihærdigt ved og fik løbende opdateringer om, hvor langt han havde svømmet.
Til sidst kunne han slå hånden i væggen og glæde sig over at det blev til hele 6100 meter, og det bedste af det hele var, at han hele dagen hyggede sig med flere af de andre unge, der også var mødt op for at svømme.
“Hjemmefra havde jeg besluttet at slå min rekord fra sidste år på 5000 meter og gik i år efter de 6100 meter. Så det var mega fedt at nå de 6100 meter” beskriver Julian gladeligt.
Leg, friskbagte boller og masser af meter ved dagens afslutning
Helt ind til den sidste halve time af den 6 timer lange ‘svømmedag’ i BMI Svømning blev der ved med at komme nye svømmere i bassinet.
Da alle lidt før kl. 16 havde svømmet det, de kunne, blev et par af banetovene løsnet. Her blev der for alvor plads til at lege, plaske rundt og få brændt det sidste krudt af. En stor og flot afslutning på en virkelig skøn dag. Der havde været plads til lidt leg henover dagen i den ene side af bassinet, men det kunne få lov at folde sig ud i fuldt flor til sidst, var lige, hvad der var brug for i den sidste tid.
Alt imens bestyrelsesmedlem Annes hjemmebagte boller faldt på et tørt sted hos en masse svømmere, kunne hun regne sammen, at vi ved dagens udgang var nået op på hele 54 km og 800 meter. Mere end 2 km længere end sidste år og i høj grad et meget tilfredsstillende resultat.
Og udover de mange svømmemeter har i nærheden af 30 børn i alle aldre været forbi BMI Svømning i dag, hvor svømmehallen var åben for bare at lege og have det sjovt i vandet.
“Og det er netop det, der er så godt ved at være en lokal svømmehal, hvor lokalområdets børn kan møde hinanden i bassinet til fri leg, samtidig med at andre kan svømme,” uddyber Michael Kaas Christensen.
Og selv om dagens gæster i BMI Svømning hovedsageligt var fra vores lokalområde, så var der i dag også besøg fra både Risskov og Brabrand i bassinet.