Historisk set har det aldrig været så svært at bemande alle svømmehold, som da denne sæson skulle i gang. Det har dog betydet at nye gode kræfter er blevet en del af klubben.
Du har masser af glade og spændte medlemmer, der kan se sæsonstarten rundt om hjørnet. Samtidig havde BMI Svømning en bemandingsplan, som endte med at blive meget sværere end først antaget. Der manglede simpelthen instruktører til nogle hold og i et par uger så det rigtig svært ud og påvirkede både voksen- og børnehold. Det gik dog op – heldigvis.
Tilbagevenden til livet på kanten for ung instruktør
I Aarhus opstod der pludselig en mulighed. Jacob Sørensen kendte en af BMI Svømnings medarbejdere og da han hørte vi manglede mandskab var der ikke langt fra tanke til handling.
“Det lød virkelig fedt. Jeg var lige stoppet i militæret inden jeg kom til Aarhus. Ville gerne have fortsat som sergent, men det var dejligt med en mulighed her, hvor jeg kunne kombinere min kærlighed til svømning og samtidig bruge mine evner i forhold til at koordinere og arbejde med mennesker,” fortæller Jacob
Jacob har mange års svømme-erfaring på CV’et og derfor var ingen tilfældighed, at han slog til da denne mulighed bød sig. Det er dog noget erfaring der ligger et par år tilbage, men det bekymrede ikke Jacob. Tværtimod.
“Min gode ven Lauge havde hjulpet mig med at komme godt i gang og jeg var mest af alt spændt på at komme ud i svømmehallen. Det var super skønt at møde børnene. De havde selv masser af gåpåmod og det var dejligt at opleve,” uddyber Jacob.
En ting er svømmeundervisningen, en anden ting er Jacob som person. Og der havde han en sjov lille bekymring, der dog hurtigt blev til brede smil og mere ro i stedet.
“ Jeg er helt ude fra Vestjylland og var spændt på om det var noget folk ville tænke over, når jeg ikke var her fra området. Det var dog slet ikke tilfældet og har følt at jeg er blevet taget rigtig godt imod – både af forældre og kollegaer,” fortæller han glædeligt.
Voksenhold fik gensyn med en gammel kending
Udover mange børnehold, så rummer BMI Svømnings holdoversigt også på flere voksenhold. Tirsdag morgen og onsdag eftermiddag er der henholdsvis “Morgenfriske svømmere” og “Pensionisthold”. Hertil var der også bruge for flere hænder, og en vellidt lokal ildsjæl bød sig til.
“Jeg tænkte at JEG BURDE gøre det her. Svømmeklubben står for mig som noget ganske særligt, – fordi jeg selv er gammel klubsvømmer og har brugt meget liv i en hal. Jeg er selv blevet undervist og inspireret at utallige trænere gennem tiden.Det er fair, hvis man kan give noget tilbage,” lyder det fra Verner Lynge.
Han har i den grad givet noget tilbage og BMI Svømning har fået stor gavn af, at hans evner og kvaliteter pludselig er til rådighed igen. For ham selv har dette nye job dog også haft sin betydning og det er noget vi som klub glæder os over.
“Når man hopper i vandet er det fordi man har lyst. Der er ikke så meget gruppepres som i andre idrætter og uanset om man vil gøre noget ved sin vandskræk eller om man vil lære at svømme ‘rigtig’ crawl så er det noget med at flytte sig, både mentalt og fysisk. Det har ikke noget med alder at gøre – men noget med en god og især TRYG relation mellem træner og svømmer. Den vinkel havde jeg helt glemt og den er god at genopleve,” fortæller han glædeligt.
Mere hjælp ønskes stadigvæk
Hvis du kender en eller selv kunne være interesseret, så er BMI Svømning stadigvæk på udkig efter flere instruktører. Vi har to opslag på bmisvomning.dk som man med fordel kan læse og ellers er alle velkomne til at skrive til os på kontakt@bmisvomning.dk hvis der skulle være interesse.