Når næste sæson starter i slutningen af august, bliver det med en masse kendte ansigter, men der kommer også nye ansigter i vandet. Ét af dem er Karen Sofies. Karen Sofie glæder sig til at begynde at gå til svømning i BMI Svømning.
For tiden kan der svømmes udenfor, men når BMI Svømnings nye svømmesæson begynder den 24. august, bliver det igen også muligt at plaske rundt med tag over hovedet. Én af dem, der ser særligt frem til det, er Karen Sofie, som har sin første svømmesæson foran sig.
“Jeg glæder mig til at svømme og stå på hænder under vandet, for det har jeg lige lært,” lyder det fra Karen Sofie på 8 år.
Hun har allerede bevæget sig en del rundt i BMI. Med erfaringer fra både gymnastik, fodbold og håndbold kan hun nu snart skrive endnu en sportsgren på listen. Det er dog ikke helt tilfældigt, at det lige er den sportsgren, hun har valgt.
“Jeg kan godt lide at bade. Jeg elsker særligt at dykke i vandet, men også muligheden for at hoppe i vandet fra kanten,” fortæller hun.
Opbakning til det lokale og sociale fællesskaber blev afgørende for valg af svømmehold
Det kan nogle gange være svært at finde det rette svømmehold. Hvis man slet ikke har svømmet før, er det nemlig vigtigt at komme godt i gang. Karen Sofies far, Kasper, var dog sikker på en ting, da han og Karen Sofie sammen skulle finde et godt svømmehold.
“BMI er vores lokale klub, og den bakker vi 100% op om, hvad end sportsgrenen hedder. Derfor var det selvfølgelig hos BMI Svømning, hvor Karen Sofie skulle svømme” fortæller han.
At Karen Sofie allerede har erfaringer med svømning, var afgørende for at det valgte hold blev Let Øvet. Noget andet spillede dog også en vigtig rolle.
“Jeg har aldrig gået til svømning, men jeg kan godt svømme brystsvømning, så derfor vil Let Øvet være et godt sted at starte. På holdet er der også nogle fra min egen klasse og parallelklasse” nævner hun glad og fortsætter “Det er godt, at der er nogen, jeg kender på holdet, og så glæder mig selvfølgelig også til at møde de andre på holdet.”
Spørg endelig om råd til valg af svømmehold
Karen Sofie og hendes far Kasper fandt selv frem til dette svømmehold. Har du brug for hjælp og rådgivning hertil, skal du dog ikke tøve. Skriv til kontakt@bmisvomning.dk eller lav en besked til os via vores Facebookside. Så hjælper vi hurtigst muligt med et svar.