BMI Gymnastik

Børn- og ungehold

Danse, rytme og springlopper (5-6 år) v. Anja Jakobsen m.fl.

Tirsdag 17.00-17.45, Malling skole, lille sal.

Skal du lege, danse og springe med dit 5-6-årige barn? Så skal I være med på springlopperne. Der vil være fokus på at børnene skal have det sjovt, mens de leger småøvelser og rytmiske elementer ind sammen med jer forældre. Det samme fokus vil køre over 3-4 gange, og derefter skifter fokus. Børnene skal have det sjovt, og opleve succes, hvilket I forældre skal hjælpe med til. Vi glæder os helt vildt til at lege med både børn og voksne.

Krudtuglerne (6-7 år) v. Stine Vestergaard m.fl.

Torsdag kl. 17.00-17.55, Malling skole, store sal.

Er du 6-7 år og er klar til at lege, springe og bevæge dig til musik? Så skal du komme på krudtuglerne. Forældre hjælper med at stille redskabsbanerne op og tage dem ned, og ellers er det tiltænkt at børnene selv skal være til træningen. Vi skal lave en masse små springøvelser, som senere bliver en del af spring i trampolin og på bane. Så kom og leg, hop, dans, spring og øv sammen med os.

Ballet (7-10 år) v. Julie Brøgger

Onsdag kl. 17.00-18.00, Beder skole, lille sal.

 

Minitons (2-3 år) v. forældreteam

Søndag kl. 9.00-9.45 i Egelund.

 

Søndagstons (3-5 år) v. forældreteam

Søndag kl.10.00-10.45 i Egelund

Har du og din familie lyst til at lege, tumle, svede og grine sammen? Så skal I komme til søndagstons. Aktiviteterne planlægges primært til børn fra 3-5 år, men både ældre og yngre børn er velkomne sammen med voksne.

I betaler 75 kr. for at blive oprettet på holdet, og derfra betaler I 30 kr. pr. gang I møder op. Dvs. ingen forpligtelser til at komme hver gang (men man må godt komme hver gang :))
Alle deltagende har lyst til at støtte deres børns motoriske udvikling, så forældre indgår både i modtagning på redskabsbanerne, leger og tumler med børnene. Der øves og gives tips og tricks til øvelser som forældre og børn kan lave hjemme. Børn og voksne skal have mulighed for at smile, være aktive og grine sammen.

Vi er flere familier, der på skift tager teten gennem sæsonen, men der vil være en fast struktur og tema for hver enkelt gang. Dvs. det bliver ikke fri leg, men der igangsættes lege, bevægelse til musik, akrobatik, sanglege, motoriske øvelser og baner, små forøvelser til spring, leg med faldskærm osv.

Efter at have svedt og grint sammen, spiser vi (hvis man har lyst) frokost sammen i cafeen.
Vi glæder os til at se jer til søndagstons.

Forældre teamet

Spring og leg (1. kl.) v. Mette Sommer m.fl.

Tirsdag 16.30-17.30, Beder skole, lille sal.

Holdet er for 1. klasse børn som elsker at springe, lege og bevæge sig til musik.
Vi vil i sæsonen arbejde med:
– øvelser der gør børnene trygge og stærke så de med tiden kan mestre færdige spring som bl.a. håndstand, møller, araberspring , flikflak og salto.
– lege i alverdens afskygninger
– motoriske øvelser som styrker dem fysisk og socialt.

Forældreinddragelse:
Det er en forudsætning for tilmelding til holdet, at vi kan trække på forældrehjælp. Vi har hver gang brug for hjælp fra ca. 5 forældre til at sætte redskaberne frem og tilbage. Vi kan også have brug for, at nogle forældre kan hjælpe til ved en spring station. I bliver klædt på til opgaven.

Vi glæder os til en super sjov og lærerig sæson:-)

Hip hop (1.- 4. klasse) Daniel Kalstrup

Onsdag kl. 16.15-18.25, Beder skole, store sal.

Vi skal lave fede street øvelser og bevæge os til funky musik. Vi skal lege og lave fede sekvenser. Kom på vores nye dansehold.
 

Tigerspringerne (8-10 år) v. Klaus, Anja, Anette m.fl.

Mandag kl. 17.15-18.30, Malling skole, Store sal.

Skal dit barn være med på et hold der øver sig i både spring og rytme? Et hold der leger og giver den fuld gas? Så skal dit barn være med på Tigerspringerne. Børnene skal lave: – Forøvelser der gør dem trykke og stærke, så de med tiden klar til færdige spring som bl.a. håndstand, møller, araberspring, flikflak og salto. – Seje moves til musik – Lege i alverdens afskygninger – Motoriske øvelser som styrker dem fysisk og socialt Børnene skal opleve de samme øvelser over flere gange, så de kan nå at øve sig og mærke at de mestre nye spring. Legene og øvelserne skal fremme den fantastiske fornemmelse af at bevæge sig og samtidig styrke motorikken til spring og rytme. Vi vil gerne involvere forældre i hvordan man kan lege, tumle og tage i mod sine børn, og vi vil gerne have børnene til at kunne udfolde sig på mange baner på samme tid. Derfor forventer vi, at forældre er med på at give en hånd med til nogle træninger i løbet af sæsonen. Vi glæder os til, at du kommer for at lege og øve dig sammen med os.

 

MGP-dans 5-6 år, v. Freya Gottlieb Koch

Mandag kl. 16.30-17.20, Malling skole, lille sal

Vi skal danse og lege til MGP og alt andet musik. Vi skal lære små sekvenser og øvelser. Vi skal lege med rytmer – både til oguden musik, og vi skal naturligvis bare gøre ting, hvor vi har det sjovt sammen.

 

AFLYST!! – Afventer instruktør

Luftens helte 4.-7. klasse 

Tirsdag kl. 17.30-18.40, Beder skole, Lille sal.

Springholdet Luftens Helte er for drenge og piger, som gerne vil blive gode til at afprøve og beherske forskellige spring.

Vi arbejder hen imod: Håndstand, rulle, håndstand/rulle, vejrmølle, araber/flik-flak, salto samt rytmiske bevægelser og parkourøvelser.

Holdet er både for let-øvede og begyndere.

Vi håber at se jer med glæde, lyst og mod til at springe og øve sammen med os.

 

Showdance 3.-4. klasse v. Gunhild D. Fangel m.fl.

Mandag kl. 17.00-17.55, Beder skole, Store sal.

På dette hold kommer vi til at udvikle os, have det sjovt og selvfølgelig danse en helt masse. Der vil blive fokuseret på rytme, takter og udstråling og I vil komme til at lære en koreografi der vises frem til den årlige forårsopvisning.

Holdet er både for øvede og nybegyndere, med det vigtigste er at du kan lide at danse og bevæge dig. Vi glæder os helt vildt til at se dig. 

AFLYST!!

Showdance 5.-7. klasse v. Laura Poulsen

Torsdag kl. 17.00-17.55, Beder skole, Lille sal.

På dette hold kommer vi til at udvikle os, have det sjovt og selvfølgelig danse en helt masse. Der bliver arbejdet med teknik, smidighed og udtryk og I vil komme til at lære en koreografi der vises frem til den årlige forårsopvisning. Holdet er både for øvede og nybegyndere, med det vigtigste er at du kan lide at danse og bevæge dig. Vi glæder os helt vildt til at se dig.

 

Voksenhold

Jazzdamerne v/ Edith Nielsen

Tirsdag kl. 18.30-20.00, Beder skole, store sal

Holdet for dig som har lyst til at prøve kræfter med jazzdans. Træningen består af grundtræning, baseret på elementer fra jazz- og moderne dans tilpasset gymnasternes niveau, efterfulgt af koreografier, som samles til serier. Selvom det ikke er et opvisningshold, forventes der et nogenlunde stabilt fremmøde.

Kropstræning v/ Nana Nørby og Lise Dunn Grann

Mandag kl. 19.05-20.00, Beder skole, lille sal

Træning for hele kroppen, i et tempo hvor alle kan være med, uden hop og løb. Hele kroppen bliver styrket og strammet, og spændinger bliver løsnet. Vi arbejder med egen kropsvægt, foamrollers og små bolde.

Alle kan deltage – vel mødt!

Herremotion – seniorer v / Lise Dunn Grann

Mandag kl. 18.00-18.55, Beder skole, lille sal

Dette er et hold med fokus på det sociale. Der skal være tid til snak og spas, samtidig med at vi træner, tørrer sved af panden og får lidt ømme muskler. Vi har fokus på at hele kroppen bevæges godt igennem, og udfordres balance-, konditions- og styrkemæssigt. Det skal være hårdt og sjovt. Det er ingen forudsætning, at have gået til gymnastik før. Alle kan være med, og vi er klar til at sige velkommen til alle herrer, der trives med at træne i et muntert fællesskab.

 

Seniordamer v/ Lise Dunn Grann

Onsdag kl. 17.20 – 18.15, Beder skole, Store sal

Vi starter nu igen et hold for senior damer. Det bliver et hold med bevægelighedstræning, styrke, balance samt koordination. Uanset om du er erfaren gymnast eller ej, så kan du være med på holdet. Jeg kan altid graduere øvelserne, så alle får noget ud af det. Det vigtigste er, at du har lyst til at bevæge dig og holde kroppen ved lige med fysisk aktivitet.

Det er muligt at komme til prøvetime inden tilmelding, og jeg glæder mig til at se dig til træning.

Pilates v/ Ruth Brønderup

Forskellige tidspunkter, Elmosevej 10, Fløjstrup

Pilates er en velegnet målrettet træningsform til alle uanset alder lige fra supermotionisten til den person, som ikke tidligere har dyrket gymnastik, og for den person, der næsten lige har født. Pilatesøvelserne fokuserer på træning af mavens og ryggens muskler og stabilisering af kroppens center. I tilgift trænes især også bækkenbunden, idet den indgår i alle øvelserne. Pilatesøvelserne foregår kontrolleret i takt med vejrtækningen, og laves stående, siddende eller liggende. Pilates giver styrke, smidighed, balance og en god kropsholdning. Der vil i undervisningen blive brugt redskaber såsom roller, redondobolde, stave, elastikker, pilatesring og måtter.

Alle gymnaster bedes hver gang medbringe et håndklæde til at ligge på

Step og styrke v/ Annette D. Jensen

Mandag kl. 18.00-19.25, BMI hallen

75 minutter med fokus på kondition, koordination og styrketræning for de store muskelgrupper. Vi laver simple koreografier på stepbænk til hits fra 70’erne, 80’erne og 90’erne – og sikkert også et enkelt nyere hit eller to :-). Vi afslutter med en kort styrketræning, hvor vi arbejder med egen kropsvægt, elastikker og håndvægte. Niveauet er begynder til let øvet, så de fleste kan være med.

Medbring: Fitnesssko, vandflaske og håndklæde.

Stræk, styrke, dans v/ Rikke Klostergaard

Onsdag kl. 18.30-19.30, Beder Skole, Store sal

Timerne vil være en blanding af stræk, styrke og dans.

I løbet af en time vil du få strakt og styrket din krop gennem forskellige øvelser med inspiration fra bl.a yoga, og du vil træne din koordinationsevne og kondition gennem danseglade koreografier til alverdens moderne dance hits.

Mit udgangspunkt for træningen er glæden ved bevægelse både i langsomme og seje stræk  og den opløftende og energigivende dans. Det bedste fra to træningsformer der tilsammen efterlader dig varm og glad. Holdet er for voksne der har lyst til moderat træning og fælles glæde ved at danse i hinandens selskab.

 

AFLYST!!

Tai chi for voksne m/k

Beder Skole lille sal torsdage kl. 18.00-18.55

Instruktør: Sergii – underviser delvist på engelsk

Sergii har tidligere været instruktør i BMI gymnastik og nu tilbyder han sine frivillige kræfter igen. Sergii tilbyder denne sæson tai chi, kombineret med anden rolig bevægelse og meditation. Det er muligt at komme til to prøvetimer inden bindende tilmelding, så har du kendskab til tai chi træning eller er du nysgerrig, så kom og hils på instruktøren og prøv om det er noget for dig.

 

Yoga

Onsdag kl. 18.15-19.45, Beder Skole, Lille sal

Du skal medbringe, dig selv, yogamåtte, tøj der er til at bevæge sig i, et tæppe og en drikkedunk

På dette yoga hold vil vi dykke ned i den første serie i Ashtanga. Ashtanga er en gren af yoga, der er kendetegnet ved sine meget kraftfulde og styrkende stillinger og bliver desuden betegnet som yoga therapy da den kan gå ind og hele både fysiske og psykiske skavanker.

Ashtanga serien består af 3 serier, hvoraf primary er den første. Denne del består af op mod 65 stillinger og varmes derudover op med en Solhilsen A og B. Serien består desuden af en lille sekvens som man gennemgår i mellem de siddende og afsluttende stillinger og går derudover ind og arbejder på en synkronisation mellem åndedræt (ujjayi åndedrættet), stillinger (asanaer) og øjnenes fokus (dristi)

På holdet vil vi hver gang starte op med en lille krops scan samt en meditation og vi slutter altid desuden altid af med en krops guide og rolig åndedrætsøvelse. Du vil her også prøve kræfter med diverse balancer og hvis du har mod på det – en hovedstand.

I modsætning til hvad mange tror, så er Yoga for alle. Og selv hvis serien består af svære øvelser, så er der modifikationer, der kan hjælpe den mindre flexible, til at nå i mål. Yoga handler nemlig ikke om målet, men om vejen mod målet. om fokus og om at finde ro i hvor lige netop du er, med din krop, med dit fliéksibilitet, med dit helbred.

 

AFLYST!!

Naturtræning v/Inge Birthe Feldstein

Tirsdage kl. 16.30 – mødested varierer

Vi styrker kroppen og træner balancen med skovens rekvisitter som stubbe, stammer og sten. Vi får også pulsen op og sanser skoven.

Holdet er for dig der har lyst til at røre dig i naturen sammen med andre. Alle kan deltage – uanset form – da vi træner på vores eget niveau. Det vigtigste er, at du har lyst til at bevæge dig udenfor, på en sjov måde, i al slags vejr.

Mødested: Kan variere fra gang til gang. 1. træningsgang ved søen Beder landevej nedenfor Agernvænget.

Mød op i tøj tilpasset vejret.

 

Sponsorer

Tak til vore sponsorer – uden jer, ingen forening!