BMI Fitness

Referater

KOM OG VÆR MED

Referater

Referat generalforsamling i BMI fitness 3. aug. 2020

  1. Valg af dirigent: Marc Fischer Lysdahl blev valgt

2 og 3. Formandens beretning og fremlæggelse af regnskab: beretningen inkluderede også en gennemgang af centrale tal fra regnskabet. 2019 havde været en særdeles godt år for fitness: medlemstallet var vokset med 81, og der havde ikke været maskinnedbrud eller behov for større reparationer. Personaleomkostningerne var vokset bla. pga. indkøb af tøj til instruktørerne og uddannelse af nye instruktører. Årets overskud var på 249.945 kr. og hertil kom et beløb på godt 21.000 kr, fordi huslejen for første halvår 2020 – der først skulle betales i januar 2020 – ved en fejl var blevet betalt i december 2019.
Regnskabet blev godkendt
Formanden forklarede efter et spørgsmål, at bankindeståendet pt var på ca. 715.000 kr, og at medlemstallet var på ca. 200 – inklusive klippekort-medlemmer i cross-fit. Medlemstallet i 2019 var på 286, så der var et fald, men sommermånederne er normalt ”tynde” mht, medlemsskaber, så han forventede, at det ville rette sig.
På en anden forespørgsel nævnte han, at udvidelsen af BMI fitness, der havde været diskuteret før corona-nedlukningen, egentlig var besluttet, men det ville være klogt at afvente udviklingen mht. medlemstal.

  1. Valg af formand: Marc Fischer Lysdahl blev valgt med akklamation
  2. Valg af medlem af bestyrelsen: Jesper Kjærgaard havde besluttet ikke at genopstille efter 10 års arbejde i BMI fitness’ bestyrelse. Jesper har således været med helt fra foreningens start. Formanden takkede Jesper for en stor og fin indsats, hvor han havde fungeret som uundværligt bindeled mellem den tidligere bestyrelse og den nuværende, og hvor hans viden om interne forhold havde været til stor gavn for bestyrelsesarbejdet. BMI fitness har desuden haft stor glæde af hans håndværksmæssige kunnen, og uden hans indsats ville udvidelsen med mødelokalet ikke være forløbet så godt, som den gjorde.
    Der var glædeligvis to kandidater til den ledige post, og da der intet var til hinder derfor, besluttede generalforsamlingen, at bestyrelsen skulle udvides med et medlem, således at begge blev valgt ind. Hanna Sanne-Wander og Kasper Nybølle blev derfor valgt ind i bestyrelsen, der glæder sig til samarbejdet.
  3. Indkomne forslag: der var ikke indkommet forslag til formanden
  4. Eventuelt:
    – Lars Kristensen foreslog at åbne det andet løbebånd for at mindske presset. Efter nogen diskussion – hvor bla. det øgede smittepres, som vi ser pt, blev nævnt – blev det besluttet at flytte romaskinen ind mellem de to løbebånd, hvorved der blev den anbefalede afstand mellem dem. Lars og Hanna vil flytte de to maskiner.
    – Gitte Nygaard nævnte, at hun jo havde som funktion at holde instruktørerne i ørerne, men at hun var villig til at afgive posten, om nogen ønskede det. Der blev udtrykt meget stor tilfredshed med indsatsen og en kraftig opfordring til at fortsætte.
    – Lars Kristensen nævnte, at det ville være en god idé om flere fik mulighed for at aktivere nøglekort. Det ville lette arbejdet for Per Brøgger og Marc. Emnet vil blive taget op på næste bestyrelsesmøde
    – udvidelsen blev nævnt. Marc vil sørge for, at Per Bach fra hovedforeningen kommer til næste bestyrelsesmøde.

Ref: Jørgen Pedersen

Generalforsamling i BMI Fitness den 18. marts 2019

  1. Valg af dirigent
    – Søren Kørner blev valgt og konstaterede, at formalia omkring indkaldelsen var overholdt
  2. Formandens beretning
    Formanden konstaterede, at det havde været et godt år for foreningen. Medlemstallet er stigende og økonomien er udmærket. Der er i løbet af året indkøbt løbebånd og romaskine, og der er uddannet nye instruktører. Formanden takkede Gitte Nygaard for indsatsen som tovholder mht. instruktørerne. I samme anledning takkede han Martin Rye for arbejdet med rengøring og reparation osv. i lokalet.
    Beretningen blev godkendt
  3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
    Regnskabet blev gennemgået ved punktnedslag, hvor centrale forhold blev nævnt:
    – der er et overskud på godt 21.000 kr.,
    – medlemstallet (helårsmedlemmer) er steget fra 191 til 206
    – der er indkøbt maskiner for knap 160.000 kr,
    – der er uddannet instruktører for godt 30.000 kr.
    – foreningens bankindestående er steget fra knap 250.000 kr til godt 303.000 kr.

Regnskabet blev godkendt.

  1. Valg af formand
    Marc Fischer blev genvalgt
  2. Valg af medlem til bestyrelsen
    Jørgen Pedersen blev genvalgt
  3. Behandling af indkomne forslag
    Der var ikke indkommet forslag
  4. Eventuelt
    Ingen bemærkninger

Ref. Jørgen Pedersen

Generalforsamling i BMI Fitness den 26. marts 2018

  1. Valg af dirigent
    – Jesper Kjærsgaard blev valgt og konstaterede, at formalia omkring indkaldelsen var overholdt
  2. Formandens beretning
    – fitnesslokalet er blevet udvidet så meget som muligt under de nuværende forhold. Der er i den forbindelse indkøbt forskellige maskiner til et beløb omkring 240.000 kr. Vi har søgt at komme på forkant ved at indkøbe den nyeste teknologi, f.eks. trappen. Der er desuden senere indkøbt et nyt løbebånd til erstatning for et bånd, der ikke virkede længere.
    – vi har indgået en aftale med hovedforeningen, hvor vi betaler et beløb på 30.000 kr i år og 40.000 til næste år som en ydelse. Det erstatter en restgæld.
    – medlemstallet er steget fra 177 årsmedlemmer til 191, hvilket må siges at være absolut tilfredsstillende. Og Cross-fit er i en god udvikling, hvor der kommer en fast skare på omkring 15 deltagere hver gang.
    – på en forespørgsel om udendørs redskaber til Cross-fit svarede formanden, at han havde svaret kommunen, der ikke havde reageret

Beretningen blev derpå godkendt.

  1. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
    – regnskabets nøgletale blev gennemgået: året havde givet et underskud på 84.215 kr., der blev overført til næste år. Årsagen til underskuddet var indkøb af maskiner osv. til i alt 244.554 kr.
    – medlemskontingentet var steget fra 326.425 kr i 2016 til 343.594 kr i 2017. Årsagen til dette er et stigende medlemstal fra 177 årsmedlemmer i 2016 til 191 i 2017.
    – foreningens bankindestående var 31/12 2016 på 245.315 kr og samme dato 2017 på 248.039, altså stort set uændret på trods af det store træk ved indkøb af maskiner.
    – foreningen er gældfriDer blev rettet en stor tak til Hans og Rye for deres arbejde med større og mindre reparationer af maskiner og i lokalet generelt. Uden dem ville reparationsomkostningerne være betydeligt større.

Regnskabet blev derpå godkendt

  1. Valg af formand
    – Marc Fischer blev genvalgt med applaus
  2. Valg af nyt medlem til bestyrelsen
    – Frank H. Timmermann var villig til at træde ind i bestyrelsen og blev valgt med applaus.
  3. Behandling af indkomne forslag
    – der var ikke indkommet forslag. Men fra et medlem blev bemærket, at en eventuel kontingentnedsættelse for medlemmer under 25 år skulle modsvares af en tilgang af nye medlemmer. Ellers ville det betyde et fald i foreningens indtægter. Hertil blev bemærket, at foreningens økonomi er så sund, at en nedgang i indtægter ikke ville betyde meget. Der var enighed om, at sagen skulle diskuteres på førstkommende bestyrelsesmøde, og at der før dette møde skulle udarbejdes forskellige konsekvensberegninger, så der var et solidt grundlag at træffe en beslutning ud fra.
  4. Eventuelt
    – det blev nævnt, at en tidligere instruktør kunne være interesseret i at genindtræde som instruktør. Søren ville undersøge sagen nærmere.
    – det blev nævnt, at det generelt er svært at få instruktører, og at nogle instruktører er passive. Bestyrelsen vil på næste møde diskutere sagen.
    – Rye fremlagde fotos, der viste manglende oprydning af især vægte og vægtskiver. Det er imidlertid svært at få folk til at rydde op, men det var den generelle opfattelse, at det dog var blevet bedre.
    – Marc gjorde opmærksom på, at der var nye og fremmede medlemmer, der trænede. Han havde fået flere henvendelser i den forbindelse, men sagen var i orden.

Ref. Jørgen Pedersen

Generalforsamling i BMI Fitness den 23. feb. 2017

  1. Valg af dirigent
    – Per Nygaard blev valgt og konstaterede, at formalia omkring indkaldelsen var overholdt2. Formandens beretning
    Formanden Marc Fischer var fraværende pga. sygdom, og beretningen blev i stedet aflagt af Jørgen Pedersen:
    – bestyrelsen har i det forløbne år ved et ekstraordinært afdrag betalt gælden til Hovedforeningen. Vi har fået en fordelagtig aftale med et afslag mod at indfri gælden før tiden. Derved er også sparet et rentebeløb. De pågældende beløb fremgår af regnskabet.
    – bestyrelsen er i gang med en forhandling om udvidelse af Fitness-lokalet med det såkaldte kontor i hjørnet. Hovedforeningen har accepteret vores forslag, og kommunen er orienteret og synes meget samarbejdsvillig. Der er dog endnu ingen endelig afklaring, men det ser lovende ud. Lokalet er på ca. 15 m2. og kan udvides til ca. 20 m2, hvis en væg ud mod trappen flyttes. Fra et medlem blev påpeget, at en flytning af væggen ikke nødvendigvis vil give plads til flere maskiner, idet de står bedst op af en væg – og der bliver jo ikke mere væg af, at den flyttes. Men en flytning kan give mere luft og måske vil der være plads til en mindre maskine midt i lokalet.
    – der kommer en ny hjemmeside, formentlig lanceret 1. marts. Det er dog blot indholdet af den gamle side, der med mindre ændringer og tilretninger er flyttet til en ny skabelon.
    – der er i 2016 indkøbt tre maskiner til erstatning for tre andre, der var slidt op. Der er ligeledes indkøbt tøj til instruktørerne. Men pga. sygdom og problemer hos leverandøren er tøjet endnu ikke leveret.
    – som det vil fremgå af regnskabet, er omkostningerne til reparation faldet meget mellem 2015 og 2016. Dette fald skyldes dels held – der har ikke været problemer med omkostningstunge maskiner – dels et godt arbejde af Hans Olsen og Martin Rye, der laver mindre reparationer for os. Bestyrelsen vil gerne takke de to for deres indsats.Beretningen blev derpå godkendt med rosende ord vedr. bestyrelsens arbejde.
  2. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab
    Regnskabet blev gennemgået ved punktnedslag, hvor centrale forhold blev omtalt:
    – underskuddet blev på knap 24.000 kr. , som overføres til næste år.
    – medlemstallet (helårsmedlemmer)  er steget fra 161 i 2015 til 177 i 2016
    – foreningens bankindeståender er steget fra godt 205.000 til godt 245.000 pr. 1. jan 2017
    – der er betalt et ekstraordinært afdrag på 127.000 kr til hovedforeningen, og Fitness er nu gældfri
    – omkostningerne til reparationer og vedligehold er faldet fra godt 68.000 kr til godt 7.000 kr., som nævnt i beretningen. Fra forsamlingen blev bemærket, at det næppe kan fortsætte, idet maskinerne slides, så måske kommer der reparationer fremover – løbebåndene blev nævnt som meget dyre at reparere og evt. udskifte.

Bestyrelsen påpegede, at tidligere bestyrelser ved deres indsats har etableret det overskud, som vi nu nyder godt af, og som har gjort det muligt at betale gælden og gøre Fitness gældfri.

Regnskabet blev derpå godkendt med applaus og rosende ord fra generalforsamlingen.

  1. Valg af formand
    – Marc Fischer blev genvalgt med applaus
  2. Valg af nyt medlem til bestyrelsen
    – der opstillede ingen kandidater, og da der ikke var noget påtrængende behov for udvidelse af bestyrelsen, blev punktet frafaldet
  3. Behandling af indkomne forslag
    – der var ikke indkommet forslag
  4. Eventuelt
    – fra adskillige medlemmer fremkom ønsket indkøb af en såkaldt skråbænk, når Fitness-lokalet forhåbentlig udvides og der bliver mere plads. Forsamlingen opfordrede i det hele taget bestyrelsen til at indhente forslag fra medlemmer mht. indkøb maskiner til det nye lokale. Det blev nævnt, at Marc allerede havde kontakt til en Pedan-mand, der kunne være behjælpelig mht. indretning af lokalet.
    – et medlem påpegede, at der fra flere medlemmer var kommet et ønske om en mindre bold til erstatning for den bold, der punkterede. Rye lovede, at det ville blive ordnet straks.
    – samme medlem nævnte, at det ville være godt med en nødhjælpsklasse i lokalet med plaster og lignende til mindre skader som rifter og lignende.
    – der blev forespurgt om leg curl-maskinen kunne byttes med en leg ekstention-maskine. Det blev nævnt, at leg curl-maskinen bruges af en del ældre medlemmer. Det blev så påpeget, at maskinen nemt kunne erstattes af andre øvelser, der oven i købet også trænede balance. Per Nygaard vil gerne være behjælpelig med vejledning til nye øvelser.
    – det blev nævnt, at det vil være en god idé med opdatering af instruktørernes kundskaber. Det kan evt. organiseres som en fælles aktivitet og inspiration, hvor instruktører og evt. bestyrelse deltager og hver især bidrager med det, som man kan. Det kan passende finde sted, når/hvis lokalet udvides.

Der var ikke yderligere bemærkninger, og dirigenten takkede derpå for god ro og orden

Ref: Jørgen Pedersen

Sponsorer

Tak til vores sponsorer – uden jer, ingen forening!