Bliv social vært for vores TrygTrænings hold

Vil du være med til at skabe tryghed og fællesskab for mennesker, der er på vej tilbage til et aktivt liv?

BMI søger en eller flere frivillige sociale værter til vores Tryg Træning-hold.

Tryg Træning er for borgere, der har ekstra brug for støtte til at komme i gang med at være fysisk aktive. Deltagerne kan eksempelvis have en kronisk sygdom, senfølger efter sygdom, fysiske skavanker, være i gang med genoptræning efter en operation eller være +65 år. Fælles for dem er, at de ønsker at bevæge sig mere i trygge rammer sammen med andre.

Træningen varetages af erfarne fysioterapeuter torsdag kl. 13-14. Efter træningen samles deltagerne til en halv times hyggesnak og kaffe, hvor du som social vært spiller en vigtig rolle.

Hvad indebærer rollen?

Som social vært er du med til at skabe en varm og inkluderende stemning omkring holdet. Du skal ikke stå for træningen – din opgave er at være med til den sociale del efterfølgende.

Det kan blandt andet være at:

• Byde deltagerne velkommen og hjælpe nye deltagere med at føle sig godt tilpas
• Brygge kaffe og deltage i kaffehyggen efter træningen
• Være med til at skabe gode samtaler og fællesskab på tværs af deltagerne

Der vil maksimalt være 15 deltagere på holdet. 

Du kan være social vært alene eller sammen med andre frivillige – eller hvor I skiftes til deltage. 

Lyder det som noget for dig – eller en du kender? Så hører vi meget gerne fra dig.