Hvem er vi i Beder-Malling Idrætsforening

Beder-Malling Idrætsforening er lokalområdets idrætsforening, hvor alt overskud går til drift og udvikling af nye aktiviteter for børn, unge, familier og voksne, der nyder foreningens tilbud.

BMI har over 3.400 aktive medlemmer, som er fordelt på 13 afdelinger og 12 aktiviteter under hovedafdelingen, hvilket dermed gør BMI til en af de største idrætsforeninger i Aarhus Kommune. Med de mange afdelinger og aktiviteter er der en bred vifte af muligheder for idrætsorienteret socialt samvær.

Foreningen drives af engagerede frivillige, som brænder for at fremme leg, bevægelse og aktiviteter, der styrker lokalsamfundet. Foreningens motto, “Kom og vær med”, afspejler vores ønske om at skabe en kultur af mangfoldighed og åbenhed, hvor alle kan bidrage til foreningens udvikling. Som frivillig i BMI respekterer vi hinanden og er åbne for nye input og idéer, som vi udvikler sammen. Vil du gerne være frivillig, kan du læse mere her

BMI holder til i Egelund Idrætscenter, som ligger mellem Beder og Malling, 12 km syd for Aarhus. Derudover tilbyder BMI aktiviteter på både Beder og Malling skole.

Historie:

BMI blev stiftet i oktober 1977 ved en sammenlægning af I. F. Egelund og Beder Idrætsforening. Disse to foreninger er begge dannet ved tidligere sammenlægninger af foreninger i området, og rødderne går så langt tilbage som til slutningen af 1800-tallet. BMI blev dannet som en motivation til, at de to lokale idrætsforeninger slog sig sammen, så man kunne få sig en 20 x 40 hal med tilhørende svømmehal og halcafeteria. I starten er 00’erne var der behov for en hal mere, som blev bygget, og det fik Egelund Idrætscenter til at se ud, som det gør i dag.

Nyeste skud på faciliteterne er kunststofgræsbanen, som åbnede i 2015. I løbet af 2027 udvider BMI med nye fitnesslokaler, springhal og fællesområder. 
Læs mere om områdets historie ved at besøge det lokale egnsarkiv her

Vision 2030 – Fællesskaber, der skaber værdi

BMI er meget mere end en idrætsforening. Vi er et fællesskab, hvor mennesker mødes om idræt, frivillighed og lokale relationer – og hvor nye venskaber, oplevelser og initiativer opstår hver eneste dag.

Derfor har hovedbestyrelsen udarbejdet Vision 2030, som sætter retningen for, hvordan BMI skal udvikle sig i de kommende år.

Vores vision

“Vi vil skabe stærke fællesskaber, hvor mennesker mødes om idræt, hverdagsliv og lokale relationer – og hvor sammenhængskraften vokser, fordi vi skaber noget fedt sammen.”

Visionen bygger på den overbevisning, at idræt er meget mere end træning og konkurrence. Den skaber relationer, giver mennesker et tilhørsforhold og styrker lokalsamfundet. Derfor ønsker vi ikke blot at udvikle vores aktiviteter, men også de fællesskaber, der opstår omkring dem.

Tre områder, der driver udviklingen

For at gøre visionen konkret arbejder vi med tre centrale indsatsområder:

Sammenhængskraft
Vi vil styrke oplevelsen af BMI som én samlet forening, hvor medlemmer, frivillige og afdelinger samarbejder og tager ansvar for fællesskabet.

Lokalt samlingspunkt
Vi vil udvikle BMI og Egelund Idrætscenter som et naturligt mødested, hvor mennesker mødes – både med og uden sportstøj – og hvor idræt, hverdagsliv og lokale fællesskaber går hånd i hånd.

Kultur og frivillighed
Vi vil gøre det endnu lettere at engagere sig som frivillig og skabe en kultur, hvor alle oplever, at deres indsats gør en forskel. Et stærkt fællesskab bygger på mennesker, der har lyst til at bidrage.

Fra vision til handling

Visionen er ikke blot en ambition på papir. Den danner grundlag for konkrete målsætninger og initiativer, som løbende skal udvikle BMI frem mod 2030.

Vi tror på, at de bedste resultater skabes over tid. Stærke fællesskaber kan ikke bygges fra den ene dag til den anden – de vokser gennem relationer, engagement og mennesker, der skaber noget sammen.

Derfor vil vi både måle på det, der kan tælles, og være opmærksomme på det, der kan mærkes. For succes handler ikke kun om medlemstal, men også om oplevelsen af at høre til, tage ansvar og være en del af et fællesskab.

Vision 2030 er vores fælles retning. En retning, hvor vi udvikler BMI med udgangspunkt i det, der altid har været foreningens største styrke: fællesskabet.

Sammenhængkraft

Vi vil styrke oplevelsen af BMI som én samlet forening, hvor medlemmer, frivillige og afdelinger samarbejder og tager ansvar for fællesskabet.

Kultur & frivillighed

Vi vil gøre det endnu lettere at engagere sig som frivillig og skabe en kultur, hvor alle oplever, at deres indsats gør en forskel. Et stærkt fællesskab bygger på mennesker, der har lyst til at bidrage.

Lokal samlingspunkt

Vi vil udvikle BMI og Egelund Idrætscenter som et naturligt mødested, hvor mennesker mødes – både med og uden sportstøj – og hvor idræt, hverdagsliv og lokale fællesskaber går hånd i hånd.