BMI Løb & Motion løber og går sommeren i møde!

Efter en maj måned, der bl.a. bød på Stadionsprint (3-mandshold på 400 m sprint i en time), Byfestløb i Galten (halvmaraton og 10 km), halvmaraton i Hørning og Skæring samt en stor flok BMI’ere til Royal Run i Randers, er vi klar til kigge frem mod sommeren. Vi smugstarter aktiviteterne med et Børneløb i forbindelse med Byfesten 30/5 – her kan børn løbe 1 eller 2 km på en rute omkring Egelund. Der er fælles opvarmning før løbet, som starter kl. 10.30, og alle deltagere får medalje efter løbet. Tilmelding foregår her

Lørdagen efter (6/6) er det de voksnes tur, for her afvikler vi vores eget BMI Cannonball #7 – nu for syvende år i træk! Der er ruter på 7 km, 14 km og halvmaraton, og starten går kl. 9.00 fra Egelund, hvorefter ruten fører deltagerne rundt i vores skønne lokalomgivelser på både asfalt og grus, blandt marker, søer, træer og huse, og der er depot med chips, slik, vand og cola for hver runde a 7 km. Er det en varm dag, sætter vi også et depot op midtvejs på ruten. I mål får alle deltagere en gedigen medalje samt en goodiebag med sandwich og andet godt. Resultaterne kan ses med det samme på Sportstiming, hvorfra diplom også kan udskrives. Løbet er samtidig 2. runde i Martinsen Midtjysk Mini Major (MMMM), en løbsserie på syv halvmaraton, som vi er initiativtagere til og afvikler sammen med seks andre løbsarrangører i det midtjyske. Gennemfører man min. seks ud af de syv halvmaraton, får man en monsterstor medalje til det sidste løb i Odder til december. 100 MMMM-løbere fra det meste af Jylland er forhåndstilmeldt løbet, men der er stadig enkelte pladser, hvis nogen lokale skulle have lyst til at deltage: klik her for tilmelding

Mellem de to løb fra Egelund når vi også lige at deltage i Tranbjerg Løbet 2/6 – altid et hyggeligt løb, hvor vi som regel sidder og hygger efter løbet, mens vi nyder en sandwich og lidt at drikke.

BESTSELLER Aarhus City Half (søndag 14/6) er et kæmpe tilløbsstykke og blev totalt udsolgt på mindre end en uge – 12.5000 løbere deltager i det store løb i Aarhus, og deriblandt ca. 50 fra BMI Løb & Motion. Nogle af vores medlemmer har været med alle 13 gange og kan kendes på deres guldnummer – andre er med for første gang, men fælles for os alle er, at det plejer at være en fest at være BMI’er den dag. Vi mødes både før og efter løbet, afholder kampråb og hygger os i start- og målområdet.

Ugen efter går det løs igen – vi har løbere med til Coast 2 Coast, som løber fra fredag aften 19/6 til lørdag morgen – 50 km på tværs af Jylland mod nord. Et meget populært løb, som flere af vores medlemmer har deltaget i flere gange. Også om søndagen 21/6 er vi i aktion – denne gang i Hørning, hvor Hørning Sonics afholder Hørning Løbet.

Måneden sluttes af med tredje MMMM-runde – Brabrand Sø Halvmaraton lørdag 27/6 (også totalt udsolgt). Her er seks af vores medlemmer med til start. Og skal vi lige kigge en anelse længere frem, tager vi 4/7 igen til Hørning for at løbe halvmaraton, og tirsdag 11. august kl. 17.30 afholder vi selv løb igen – denne gang BMI Pizza Run #26, som vi afvikler i samarbejde med Como Pizza på Beder Butikstorv. På ny er der ruter på 7 km, 14 km og halvmaraton, og løbet forventes snart udsolgt, men der oprettes venteliste. Har du lyst til at blive en af de 70-75 deltagere, der får depot for hver runde, en lækker pizza efter løbet, diplom samt mulighed for medaljetilkøb, kan du tilmelde dig her

Som det fremgår, har vi altid gang i benene, så hvis du har lyst til at blive en del af vores fællesskab, skal du være velkommen. Mød op til vores træning onsdag 17.30 og lørdag 10.00 fra den store P-plads i Fløjstrup Skov, eller spring ud i det og tilmeld dig med det samme her