Over 3000 mennesker fyldte i løbet af dagen pladsen ved Egelund med smil, liv og aktivitet til årets BYFEST Beder-Malling 2025. Da solen brød frem, gjorde fællesskabet det samme – og skabte en dag fyldt med glæde, grin, musik og møder på kryds og tværs af bygrænserne. Det blev endnu en bekræftelse på, at når Beder og Malling mødes i midten, kan der opstå noget helt særligt.
Byfesten blev mulig takket være en imponerende flok på over 70 frivillige, som med store smil og gåpåmod fik alt fra hoppeborge og børneløb til barer, musik, madboder, samaritertjeneste og kommunikation til at glide ubesværet. En særlig tak skal lyde til årets debuterende konferencier-team Jesper Kjeldsen og Verner Lynge, der åbnede festen med godt humør, sikre ord og god energi og hjalp os godt fra land på scenen i festteltet
Men vores store fælles tak går ikke kun til de frivillige – den går også til det lokale erhvervsliv og vores mange sponsorer, som med økonomisk opbakning gjorde det muligt at stable en byfest i særklasse på benene. Uden jer – ingen fest!
En særlig og hjertelig tak skal lyde til:
Gl. Skanderborg Fonden – som med en generøs donation sikrede rammerne omkring pladsen og festen.
Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup, Malling Bjerge Festival, Jantzen Group, AURA, ØKO RENT, Solbjerg Biler, BMI Fodboldstøtteforening, Jesper Kjeldsen/Krogh Consult, Ariana Blomster, SuperBrugsen Malling, Nordea Beder, Cowork it, Baadhuset, Lux-EL, Bichel Vine Malling, Skraldebaren og FiSTO – tak for jeres opbakning!
Derudover en stor tak til de mange lokale virksomheder, der støttede børneløbet om formiddagen og musikbingo om aftenen – og ikke mindst til jer deltagere, der støttede os gennem crowdfunding.
Når vi løfter i flok, kan vi noget helt særligt i Beder-Malling. Og det gjorde vi – igen!
Byfesten bygger videre på en stærk tradition for sammenhold i området. Allerede i 1920 blev Egelund skænket til borgerne som fælles anlæg – og i 1922 rejstes genforeningsstenen som et symbol på håb, fred og samhørighed. Den ånd lever stadig. I dag mødes vi stadig i Egelund – ikke kun for at fejre, men for at styrke fællesskabet. Vi så det tydeligt i lørdags. Børn, unge, voksne og ældre mødtes og delte oplevelser, smil og øjeblikke. Det er netop dét, Byfesten handler om: at skabe bånd mellem mennesker. At investere i en fælles hverdag – med plads til alle.
Sidste år samlede vi over 2.500 mennesker. I år kom der over 3000. Det viser med al tydelighed, at behovet og lysten til at mødes er større end nogensinde. Derfor glæder vi os allerede til næste år. Og vi kan godt love: Byfesten vender tilbage i 2026 – lige dér, hvor to byer mødes i midten.
Af hjertet tak til alle, der bidrog – stort som småt.
Beder-Malling – I er for vilde ❤️
På vegne af styregruppen, Beder-Malling Byfest 2025