BMI´s Hovedafdeling
– Generalforsamling marts 2025
Det forgangne år har været et begivenhedsrigt år for Beder Malling Idrætsforening (BMI). Vi har over de seneste par år oplevet en stor medlemsvækst, gennemført en række succesfulde arrangementer, styrket sammenholdet i vores klub og sammenhængskraften i vores lokalsamfund. Året, der er gået, har været fyldt med aktivitet, engagement og fællesskab i BMI og omkring Egelund Idrætscenter. Fællesskaber som giver postiv energi og livslyst for den enkelte samt livskvalitet og værdi for vores lokalsamfund. Vores motto “Kom og vær med” har endnu en gang vist sin styrke, og vi kan med stor glæde konstatere, at medlemstallet som nævnt vokser i takt med den stigende frivillige indsats, som også præger vores samfund i øjeblikket. Vi vil derfor gerne rette en stor tak til alle de frivillige, der har ydet en uvurderlig indsats. Uden jer ville alle de fantastiske aktiviteter og initiativer ikke være mulige. Frivillige er rygraden i vores forening, og vi er dybt taknemmelige for den store indsats, som trænere, ledere, eventfrivillige og andre frivillige yder. Uden dem ville det ikke være muligt at drive en så aktiv og velfungerende forening som BMI. I denne Beretning vil vi komme ind på flere af de aktiviteter eller tiltag, som har præget foreningslivet i BMI det seneste år siden Generalforsamlingen tilbage i april 2024 herunder vores nye Forenings- og Fællesskabsudvikler Christoffer, nye forpagter iform af Madplan i Cafe Klubånd samt Beder Malling Byfest, som årets højdepunkter. Til sidst her i indledningen skal der også lyde en stor tak for samarbejdet med DGI Østjylland, Idrætssamvirket Aarhus og Aarhus Kommune samt vores lokale samarbejdspartnere og trofaste sponsorer, som er med til at støtte op om foreningsudviklingen i BMI.”Et attraktivt idrætscenter” og Foreningsudviklerens arbejde
BMI er mere end blot en idrætsforening – det er en arena for ny læring, udvikling og sociale relationer. Derfor var en af Trivselskommisionens anbefalinger til børn og unge også at ”alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre” ligesom det også gælder om at skabe ”trygge og inkluderende fællesskaber i fritids- og foreningslivet” samt ”mere fysisk aktivitet og bevægelsesglæde i børn og unges liv”. Alt dette vil vi gerne arbejde for i BMI og vores nye forenings- og fællesskabsudvikler Christoffer er bla. og senest i gang med at etablere en ny version af BMI Trænerakademi med et tilbud og en vision om at ”Blive en endnu bedre hjælpetræner”, ligesom vi løbende arbejder for at styrke samarbejdet med institutionerne i vores lokalområde. En af Christoffers arbejdsopgaver er også at gøre det lettere at være frivillig og medlem i BMI. Derfor har vi bl.a. lanceret en ny hjemmeside, infoskærme og nyhedsbreve for at styrke kommunikationen og sammenhængskraften i foreningen. Vores ”nye” og flotte busskure på Bredgade udenfor Egelund har også været en del af denne strategi eller synlighed. Vi har også skabt et væld af aktiviteter og arrangementer på tværs af foreningen og i samarbejde med lokalsamfundet – herunder kan bl.a. nævnes ”Fremtidens Egelund – en aften med visioner og fællesskaber i samarbejde med Beder-Malling Bibliotek tilbage sidst i november måned.
BMI Event og og aktiviteter for alle generationer
BMI Event har været samlingspunkt for mange andre spændende aktiviteter, hvoraf kan nævnes Borgerbazar, EU-debat og fællesspisning, foredrag med David Trads, Katrine Bille- koncert, julehygge, kreativ monsterworkshop, Hop og Rul samt Aktiv Gigtdage m.fl. Dette viser bredden i vores engagement og vores ønske om at inkludere alle aldersgrupper og interesser. Vi har også gennem årene været med til at udvikle et bredt udvalg af idrætstilbud til forskellige målgrupper og generationer bl.a. BMI Gaming, Orienteringsløb, BMI Outdoor, Idræt om dagen, Multisport for kvinder, Disc golf, Familiemadklub, Efterfødselshold og Pickleball. Der er en stor mangfoldighed af aktiviteter og arrangementer i Egelund Idrætscenter hernover året med Byfesten og SummerCampen tilbage i juli som årets højdepunkter.
Byfest – ”der hvor to byer mødes i midten og vi ser hinanden i øjnene”
Vores nystartede tradition om en årlig Byfest var en overvældende succes igen i år med knap 2500 besøgende på tværs af generationer og bygrænser. Med mottoet ”to byer mødes på midten” og en stor gruppe frivillige var der masser af smil og glæde gennem dagen, da aktiveterne præsenterede sig som perler på en snor i det skønneste sommervejr. Mange nye relationer blev skabt og dagen sluttede af med et brag af en teltfest. Og bare rolig vi gentager succesen igen til sommer – nærmere betegnet lørdag d. 24. maj 2025. Endnu engang tak for opbakningen, samarbejdet med de mange forskellige aktører og selvfølgelig en stor til Team Byfest og øvrige frivillige fra BMI og ReThinker Aarhus. Arrangementet viste endnu engang styrken i vores lokale samarbejde og den store erhvervsopbakning der er til BMI.
Cafe Klubånd – ny forpagter og foreningens samlingspunkt
Cafe Klubånd har cementeret sin rolle som foreningens samlingspunkt. Her mødes medlemmer til “3. halvleg”, sociale arrangementer og møder. Med en ny forpagter i”Madplan” er der kommet en række nye spændende tiltag på menuen, og cafeen har fået et nyt og mere hyggeligt udseende, som har fået stor opbakning fra medlemmerne. Netop denne opbakning er altafgørende for den daglige drift, foreningslivet og fællesskabet omkring BMI og Cafe Klubånd. Så støt op om cafeen både ved at booke arrangementer, men også i hverdagen så vi fortsat i fremtiden kan mødes både før, under og efter forskellige aktiviteter og arrangementer.
Halfonden og arbejdet med Det Ny Egelund
Udover driften af vores egen hal, ja så arbejdes der på flere fronter med vores faciliteter. En stor del af dette arbejde ligger i Halfonden, ligesom vi igen i år har kunne udbyde det fleksible bookingsystem Wannasport, som flittigt bliver brugt i de forskellige ferieuger. Vi kigger dog fortsat på andre udlejningsmuligheder og samarbejder for at effektivisere brugen af vores halkapacitet. Andre eksempler og forsøg på at udbygge vores faciliteter er Disc Golf banen ved Egelund samt udviklingssamarbejdet med Havhuset. Et spændende og flot projekt ved Ajstrup Strand, hvor en arbejdsgruppe forankret i Beder Malling Vinterbadeklub arbejder på at få etableret ”Et blåt mødested” – kun en stenkast fra havet. Projektet med udbygningen af Det Nye Egelund med bibliotek, multihal og mere plads til BMI Fitness skal – efter mange års arbejde på fælles løsning med biblioteket og Aarhus Kommune som bygherre – finde en ny organisering. De økonomiske rammer som et kommunalt projekt kræver er uden for vores rækkevidde og hvis projektet skal realiseres skal tilbygningen drives lokalt. Vi tror stadig på det, men vi skal organisere os med nye kræfter til projektering og fortsat fundraising. Situationen er stadig meget ny og der vil komme en mere konkret udmelding om fremtiden i løbet af foråret.
Tak for i år – nye udfordringer venter…
Fremtiden byder på flere spændende udfordringer og nye fællesskaber, som vi bl.a. for børn og unge vil arbejde for at styrke i tråd med de omtalte anbefalinger fra Trivselskommissionen. Vores forenings- og fællesskabsudvikler fortsætter arbejdet med at udvikle BMI som en synlig og central del af lokalsamfundet og en arena for ny læring, udvikling og sociale relationer, så vi eksempelvis også bliver et naturlig valg for tilflyttere til Beder og Malling. Det samme gælder for Cafe Klubånd, som gerne med en styrket omsætning også i fremtiden kan blive et samlingspunkt for vores forening og lokalsamfund. Endvidere ønsker vi et tættere samarbejde med Fællesrådet og en fremdrift på tidligere omtalte byggeprojekter omkring Det Nye Egelund og Havhuset. Vi glæder os til at fortsætte ”rejsen” sammen og håber på fortsat opbakning til vores arbejde i bestyrelsen og vil sige TAK til ALLE for året der er gået. Vi oplever stadigvæk en god energi, medlemstilgang og vil fortsat arbejde for et større samarbejde på tværs af BMI i det kommende år, så vi i fællesskab kan løfte opgaven med at udvikle BMI og vores lokalområde og ikke mindst etableringen af Det Ny Egelund samt vores aktive rolle i Byfesten. Så endnu engang, FORENINGSIDRÆTTEN er afgørende for vores fysiske og mentale sundhed, for FÆLLESSKABET i vores lokalsamfund og den FRIVILLIGE indsats viser vejen. Vi skal have de mange børn og unge i gang og have de øvrige generationer med ind i vores aktive fællesskab omkring BMI, så KOM OG VÆR MED…
Marts 2025.