Kære alle sammen,
Julen står for døren, og vi vil gerne benytte lejligheden til at sende jer alle en varm og hjertelig julehilsen.
2024 har været et særligt år for BMI – et år fyldt med aktiviteter, fællesskab og engagement. Vi har oplevet utallige smil, hørt latteren runge i Egelund og mærket den særlige energi, som opstår, når mennesker samles om noget, de brænder for. Det har været en fornøjelse at være en del af dette stærke fællesskab, som kun er muligt takket være jer.
En særlig tak til vores fantastiske frivillige.
Jer, der utrætteligt møder op tidligt om morgenen eller sent om aftenen, tager fat, hvor der er behov, og bidrager med både tid og energi. Jeres indsats er uvurderlig, og uden jer ville BMI ikke være det sted, hvor alle føler sig velkomne og hjemme. En kæmpe high-five og en dybfølt tak for jeres dedikation og engagement.
2024 har også været mit første halve år som foreningsudvikler i BMI. Jeg er blevet mødt med en enorm varme, hjælpsomhed og opbakning fra jer alle, og det har gjort det til en stor fornøjelse at træde ind i denne rolle. Sammen med hovedbestyrelsen har vi arbejdet målrettet på at udvikle rammerne for endnu flere gode oplevelser og muligheder i foreningen – og vi ser frem til at fortsætte det arbejde i 2025.
Når vi kigger frem mod 2025, er det med ambitionen om at styrke fællesskabet endnu mere, skabe nye initiativer og bygge videre på de gode ting, vi allerede har opnået. Vi glæder os til at møde jer alle på banerne, i hallen, på stierne og i alle de andre rammer, vi sammen fylder med liv og glæde.
Nu er det tid til at sænke skuldrene og nyde julefreden med dem, I holder af. Vi håber, at jeres jul bliver fyldt med varme, smil og gode stunder.
De bedste julehilsner,
Christoffer Kloster, foreningsudvikler
og Hovedbestyrelsen i BMI