Det er svært at finde de rette ord, når man skal sige farvel til én, der har betydet så meget for så mange. Per var ikke bare en del af Beder Malling Idrætsforening – han var en drivkraft, en frivillig ildsjæl og et menneske, der satte dybe spor i vores hjerter og vores lokalsamfund. Det er derfor med stor sorg, at vi må fortælle, at vores ven og mangeårige medspiller i foreningslivet, Per Bach, d. 23. juni er gået bort – alt for tidligt – efter kort tids sygdom.
I de sidste otte år har Per været en uundværlig del af BMI’s Hovedbestyrelse. Han var drevet af en oprigtig trang til at skabe noget, som andre i vores lokalsamfundet kunne glædes ved. Og det gjorde han – med en positivitet, en kreativitet og en hjælpsomhed, som vi alle har mærket. Han havde et stort hjerte for fællesskabet og har tidligere haft et stort engagement i Fællesrådet. Per bidrog med både idéer, engagement og varme – og han havde evnen til at gå direkte ind i samarbejder, at lytte og finde fælles retning med resten af holdet. Per skabte handling og udvikling, fordi han troede på, at vi som fællesskab kunne gøre en forskel. Per spillede en afgørende rolle i, at vi for syv år siden kunne ansætte en fuldtids foreningsudvikler – en beslutning, der har styrket hele vores fællesskab omkring BMI og lokalsamfund. I tråd med dette var Per også gennem årene en nøgleperson i arbejdet med udvidelsen af Egelund Idrætscenter, hvor han med stor dygtighed har været med til at skaffe flere millioner til projektet.
Per var den, man altid kunne regne med. Han bakkede op, når vi havde brug for det – og han stillede de nødvendige, kritiske spørgsmål, når vi skulle sikre os, at vi løb i den rigtige retning. Vi har haft den store glæde at samarbejde med Per gennem alle årene i bestyrelsen, og det har været et samarbejde præget af respekt, fælles visioner, vedholdenhed, ordentlighed og en dyb tillid. Per var med til at skaffe sponsorer og sikre vores gode relation til Aarhus Kommune og hermed en positiv påvirkning af en lang række beslutninger med betydning for Egelund Idrætscenter og dets brugere – både inde og ude. Heraf kan nævnes hans betydning for etableringen af vores Disc Golf bane og videreførelsen af BMI Outdoor samt hjælp til diverse arrangementer som eksempelvis Borgerbazar og Byfest m.m. Han var vores fyrværkerimester og handyman, ja Per havde mange egenskaber, for Per kunne tale med alle.
Hver gang vi kommer i Egelund, vil vi blive mindet om Per. Om alt det, han har gjort for foreningen, for idrætscentret og for lokalsamfundet. Men frem for alt vil vi huske Per som det menneske, han var: varm, opmærksom, humoristisk og med et smittende overskud. Man havde det altid godt i Pers nærvær og Per var vellidt af alle.
Til Annette, Lauge og Asbjørn – I har mistet verdens skønneste mand og far. Vi kan ikke tage jeres sorg fra jer, men vi håber, I kan finde trøst i, hvor højt elsket og dybt respekteret Per var. Hans aftryk vil leve videre – i os, i foreningen og i alt det, han har været med til at skabe.
Tak, Per. For alt, du var. For alt, du gav. Du vil blive savnet – men aldrig glemt.
Æret være Pers minde.
Beder-Malling Idrætsforening
Egelund Idrætscenter
Bredgade 5, 8340 Malling
CVR.: 76078610
CFR.: 1299025
Hovedforeningens konto: 1917 9170058806
MobilePay: #110905
Aktiviteter under hovedafdeling: 1917 7563653218